OM HELLE RAHBÆK ASSERHØJ

Min personlige historie

Jeg mener oprigtigt, at det mest interessante, udviklende, kreative, udfordrende – ja sågar det mest sexede – i verden er selvindsigt. Med dét kan vi redde både os selv, vores relationer og verden. I mange år troede jeg fejlagtigt, at jeg havde fremragende selvindsigt, fordi nogle af mine absolutte superkræfter er empati og social intelligens. Det viste sig dog at være to forskellige ting, så mens mit ydre fokus var skarpt i forhold til andre mennesker, var mit indre blik sløret i forhold til mig selv.

Hvis der eksisterede et verdensmesterskab i at mærke, forstå og fornemme andre menneskers følelser, energier og behov, så ville jeg være en seriøs vinderkandidat. Fra ganske lille har det været en af mine absolutte superkræfter, og jeg har brugt det flittigt til at gøre mit ypperste for at gøre alle omkring mig lykkelige og tilfredse med deres liv – og også tilfredse med mig. Det har givet mig en livslang erfaring i at analysere mennesker, at tilpasse og omstille mig, at rumme og forstå alle de forskelle og nuancer, jeg mødte i andre. Det gjorde mig dog samtidig også til mester i at overhøre og overse mine egne behov og nuancer – en selvbekræftende spiral, der holdt sig selv i live ved en masse anerkendelse netop fordi jeg var så nem, hjælpsom, tilpasningsdygtig, opopfrende, hensynsfuld, givende, sød og dygtig. I mange år smagte den anerkendelse oprigtigt af (selv-)kærlighed, og det føltes langt størstedelen af tiden som om, at det var tilstrækkeligt og nok.

Med de uundgåelige bevægelser i tilværelsen kommer også en masse anledninger til at opdage, hvad der virker og måske navnlig, hvad der ikke virker. Nogle af de store bølger i mit liv har omfattet barnløshed, skilsmisse, fyring, adoption, sygdom og dødsfald, diagnoser og kroniske sygdomme i børneflokken, en sammensat familie med 6 børn osv. En rød tråd i disse forhold har været min storslåede evne til at passe på andre mennesker og min ringe evne til at passe på mig selv.

Men det er ikke kun i de store bølger i mit liv, at jeg glemte mig selv. Det har været et grundvilkår i min måde at være i verden, at jeg ubevidst har været kronisk optaget af at leve op til andres forventninger, altid at være tjekket og have styr på alting, konstant at være til rådighed og ikke mindst at opføre mig ’passende’ og ’rigtigt’ (dvs. ikke fylde og larme for meget – men heller ikke være kedelig; ikke at sætte sig selv forrest – men heller ikke være selvudslettende og usynlig; ikke at være bedre end og overgå andre – men alligevel i al beskedenhed dygtigst; altid at elske andre ubetinget – men kun have en betinget kærlighed for mig selv; og altid at være retfærdig og etisk – men svigte mig selv i tide og utide).

Jeg havde faktisk fået det liv, jeg altid havde drømt om: En stor familie med mange børn, en rummelig, stærk og generøs mand, lange og mange uddannelser, udfordrende jobs, økonomisk tryghed og et dejligt sted at bo. Uden at være bevidst om det, havde jeg dog midt i de vidunderlige rammer pantsat min egen indre stemme og retning og gjort mig selv afhængig af at sikre andre menneskers lykke og leve op til deres (og mine egne) forventninger. At jeg var helt og aldeles ydrestyret var ikke mine omgivelsers skyld, men udelukkende min egen. Jeg var faldet i søvn og resultatet var en stadig dybere følelse af meningsløshed, uopfyldthed og at sidde fast. Som om livskraften var sat på vågeblus. Eller med et andet billede, som jeg finder utrolig beskrivende: Jeg levede med håndbremsen trukket.

Min historie på ingen måde spektakulær. Med forskellige nuancer og omstændigheder tror jeg, at mange af os lever en god del af vores liv uden at være helt vågne og på andres præmisser end vores egne. Omstændigheder kan tvinge os vågne, som når livet uforvarende og måske brutalt, slår en kolbøtte. Men selv uden kæmpe kriser, konflikter og nød – og i de allersmukkeste og mest friserede og misundelsesværdige rammer – kan vi blive lullet i søvn i livet og stille os tilfreds med alt for lidt.

I denne del af verden er de fleste af os heldigt og taknemmeligt forskånet for den daglige kamp for overlevelse, og i mange år oversatte jeg denne privilegerede situation til, at jeg så ikke måtte ønske eller stræbe efter mere. At jeg ganske enkelt ikke kunne tillade mig at gå med følelsen af meningsløshed eller formålsløshed, når jeg åbenlyst er så velsignet at bo i et af verdens tryggeste og rigeste lande, have en god uddannelse, et smukt hjem og en tryg hverdag. Jeg holdt min utilfredshed og uopfyldthed stangen i mange år på grund af skam over at have det sådan. Og tilsat lidt protestantisk arbejdsetik, frygt for at blive anklaget for i-lands-navlepilleri og en god portion skepsis overfor det potentielt selvoptagede i at begynde at kigge indad, så fortsatte jeg med snuden i det ikke særligt givende spor. Ikke givende i forhold til mig selv, men så sandelig heller ikke i forhold til at gøre den størst mulige forskel for min verden og mennesker omkring mig.

Midtvejskrise version 2.0

Da jeg var 30 år, morede jeg mig lidt over, når mænd og kvinder i 40’erne med næsten usvigelig sikkerhed ramte en eller anden form for midlife crisis. Udover at være lidt umodent og snottet at more sig over, så er der en vis sandhed i sandsynligheden for en eller anden form for opbrud på omkring dét tidspunkt. Fordommene lyder, at mænd finder en ny kæreste, mens kvinder finder sig selv; alternativt, at mænd køber en hurtig bil, mens kvinderne køber enten ny krop eller et selvudviklingskursus.

Uanset symptomernes udtryk og om det opleves som en krise eller en frisættelse, så er det et vilkår for mange mennesker, at denne tid i livet giver anledning til at stoppe op, tage bestik og gøre regnskab. Med afslutningen af etableringsårene – uddannelsen er taget, karrieren søsat, reden er bygget og familien etableret, børmeme er blevet større – opstår der for mange af os en en anledning til at reflektere over indretningen af vores liv og af os selv. Der er intet galt i at have bygget og etableret et fundamentet af familie, relationer, karriere og åbningen handler ikke om at smide alt det væk, som vi har skabt. Den handler derimod om at vende blikket indad og tage status på os selv og vores drømme og ønsker for det meningsfulde liv for os. Hvad fylder mig med lykke og glæde? Hvordan gør jeg en forskel – for mig selv, for andre og for verden? Hvad er mine værdier og lever jeg efter dem? Hvordan bruger jeg mine talenter og evner på bedste vis? Hvilket eksempel vil jeg sætte for mine børn? Hvilket aftryk vil jeg gerne sætte i verden? Hvad er mit formål?

Når det bestående udfordres, vil mange per definition betragte det som en krise. Fundamentet ryster, og vi kan komme til at tvivle på de mest grundlæggende ting i vores tilværelse – og vi kan måske endda tænke, om det ikke er bedre at fortsætte med at leve med håndbremsen trukket og forblive i mellemtilfredsheden fremfor at risikere ubehaget ved udvikling og forandring.

”Midlife is when the universe gently places her hands upon your shoulders, pulls you close, and whispers in your ear: I’m not screwing around. All of this pretending and performing – these coping mechanisms that you’ve developed to protect you from feeling inadequate and getting hurt – has to go. Your armor is preventing you from growing into your gifts…Time is growing short. There are unexplored adventures ahead of you. You can’t live the rest of your life worried about what other people think…You were made to live and love with your whole heart. It’s time to show up and be seen” Brené Brown

Ringe i vandet

At udvikle sig som menneske er i min optik at sprede ringe i vandet. Du starter med dig selv, men virkningen når langt, langt videre. Til din partner, dine børn (for pokker da!), dine kollegaer og venner. Når du udvider din egen selvindsigt og kapacitet, højner du standarden i hele din omverden. Du bliver et eksempel, en rollemodel, en inspiration.

Det er et paradoks, at jo mere vi lever for andres skyld, jo længere kommer vi væk fra os selv og desto sværere bliver det at bidrage med noget oprigtigt og originalt. Det blev igangsættende for mig, da erkendelsen landede i mig, at det blev utroværdigt for mig, når jeg prægede mine børn til at stå ved dem selv og brænde igennem præcis som de er, samtidig med at jeg holdt mig selv i sort-hvid-sikkerhed inde i skyggen uden at risikere at sætte mig selv i spil.

Jeg tror på, at vi alle har et unikt og værdifuldt bidrag, et særligt aftryk eller en særlig signatur, som vi sætter i vores relationer og i verden. Jo bedre vi kender os selv, desto større og dybere aftryk kan vi sætte – i vores karriere, i forhold til vores børn og partner, i forhold til de længsler og ambitioner, vi har for vores eget liv og for vores rolle i verden. Vores ydre verden afspejler vores indre. Dvs. at vi kan ikke tage vores succes i livet (det være sig i forhold til karriere, kærlighed og kreativitet) længere end vores indre kapacitet og kendskab tillader.

”There is no passion to be found in playing small – in settling for a life that is less than the one you are capable of living.” Nelson Mandela

Min professionelle historie

I dag har jeg egen virksomhed, hvor jeg udover at have min egen podcast arbejder som selvstændig konsulent i TT38-talenttest, personlig rådgiver og coach i forhold til personligt lederskab, udvikling og vækst, bl.a. med fokus på genizone, talenter og livsformål.

Mine tidligere arbejdsmæssige erfaringer rummer ansættelser i både det offentlige, det private og i NGO-regi.

Igennem mit professionelle liv har jeg fået bygget en robust metodisk værktøjskasse op, f.eks. indenfor statistik, interviews, eksplorative samtaler, spørgeskemaundersøgelser, netværksarbejde, kortlægninger, evalueringer, kvantitative og kvalitative analyser. Denne værktøjskasse er mit faglige bagtæppe og min personlige rettesnor for, at det jeg foretager mig hviler på et fundament af faglighed, belæg og relevans.

Min grundmetode er i dag primært samtale, analyse og sammenhænge. Det handler om at opnå ny viden og indsigter – at oversætte og formidle – og således muliggøre at omsætte i praksis for at opnå en ønsket transformation. Jeg ser absolut ingen modsætning imellem personlig udvikling og fagligt kvalificerede metoder og tilgange – faktisk kan den i min optik ikke eksistere uden.

Uanset om min titel har lydt chefkonsulent, fagsekretær, rådgiver, forfatter eller kommunikationsdame har min metodiske værktøjskasse således altid handlet om øget indsigt for at få bedre udsyn til at kunne maksimere sit ønskede aftryk. Den røde tråd ligger i at undersøge, at opnå viden og indsigter og at oversætte og omsætte disse og endelig at hjælpe til forandring og transformation.

Indre liv i ydre rammer

Alt handler om relationer – relationen til os selv, relationen til vores familie og venner, relationen til vores karriere og til de øvrige fællesskaber, som vores liv består af.

Et produkt af såvel min universitetstid som min konsulentkarriere er bl.a. en enestående forståelse af de ydre mulighedsbetingelser og samfundsmæssige rammer, som vi mennesker skaber vores indre betingelser ud fra. Kulturelle, samfundsmæssige og familiemæssige forventninger udgør den normalitetsramme, som vi alle sammen lever i og med hver dag. Som vi måler os selv og hinanden ud fra – og som på en og samme tid kan fastlåse os og frisætte os. Hvor min interesse tidligere var på det strukturelle og politiske plan, har jeg længe haft fokus på individ- og gruppeplan. Hvordan vi som mennesker kan leve, tænke og handle frit og selvvalgt under de ydre rammer, vi uvægerligt er en del af.

Mit virke har altid haft det enkelte menneskes unikke værdi og ressourcer som det klare omdrejningspunkt: Friheden til, værdien af og skønheden i at være sig selv. Mit arbejde har centreret sig omkring begrænsninger og barrierer i forhold til netop at vælge sin egen vej i livet og karrieren og at leve lige præcis i den form og på den måde, som giver mening for den enkelte. Begrænsningerne og barriererne kan være mange, og de kan være af både samfundsmæssig/strukturel karakter og af personlig karakter.

I mine tidligere ansættelser og fagerfaringer har fokus primært været på de førstnævnte strukturelle og samfundsmæssige, f.eks. i form af social kontrol, normalitetsbegreber, psykisk sygdom, køn og etnicitet, voldtægt og misbrug. Jeg har haft fingrene dybt nede i forskning og analyse på det videns- og samfundsmæssige plan i forhold til, hvordan strukturer fastholder og muliggør rammerne for de liv og vilkår som individer og grupper tillades og som samfundet normaliserer og favoriserer.

I dag tager mit arbejde i højere grad udgangspunkt i de personlige og psykologiske begrænsninger og rammer for at kunne leve opfyldt og vælge sin egen vej i livet. Her kan begrænsningerne også være samfundsskabte, men ressourcerne og løsninger findes på det individuelle plan, hvor vi selv kan tage ansvar og har mulighed for at undersøge, forløse og transformere vores unikke geni og værdi – og blive støttet i at navigere herefter i vores relationer, karriere og i livet generelt.

Vores ydre verden afspejler vores indre, så hvis der er noget, der strammer, finder vi løsningen indefra. Vores egen kontakt og indsigt sætter grænserne for, hvor langt vi kan komme, og hvor højt vi kan nå i forhold til arbejde, kærlighed, familie, succes.

Min genizone

Min egen genizone handler om at hjælpe mennesker med at se dem selv og deres unikke talenter og geni og at give dem viden, inspiration og redskaber til at være lige præcis dem, de er, i al deres storhed og styrke og skønhed, så de kan leve i deres genizone og give deres unikke bidrag til verden.

Mine primære talentgrupper handler om relationer, indsigt i mennesker, udvikling og formidling. Lige dele hjerte og hjerne. Jeg har en seriøs produktion af spejlneuroner i form af alle de talenter, der har noget at gøre med at se, mærke, læse, fornemme andre mennesker. Jeg er god til at se og forstå sammenhænge, til at udvikle og se muligheder og til at omsætte komplicererede og komplekse størrelser til let forståelige brugbare redskaber og retninger.

Og så er der ikke noget, der kan tænde min ild som at møde uretfærdighed eller ulighed. Ikke at måtte være som man er eller at blive gjort forkert og mindre værdifuld er en god driver for mig til at blive engageret og tilbyde min assistance. Også når overgrebet sker for egen hånd, dvs. hvis mennesker gør sig selv forkerte, små eller dæmper deres egen ild. Jeg har så nemt ved at se andre menneskers gaver, talenter og potentialer, men ser også hvor svært det kan være selv at opdage og omfavne det. Jeg har meget lettere ved at se andres storhed end min egen, så jeg forstår til fulde udfordringen.

Mit udgangspunkt er, at alle mennesker er unikke. Lige så ligestillet vi er og skal være i vores værdi og i vores menneskelighed, lige så forskellige er vi i dét udtryk vores geni har og den måde, vi vælger at udkomme i verden på. Jeg har en iboende radar for, når folk gøres forkerte eller bliver forsøgt gjort til noget andet end de er eller selv ønsker at være.

Det er mit fremmeste formål at spejle og facilitere menneskers møde med sig selv, så de kan lære sig selv at kende i alle nuancer og dybder, favne og tage ejerskab for eget geni og egne gaver og på den måde leve et lykkeligt og opfyldt liv. Både for deres egen skyld og samtidig også for at kunne være generøse forbilleder for andre omkring sig.